Forord

Det her er en havebog, men kun hvis vi får lov at bruge ordet bredt.

Den handler ikke om at gøre alting rigtigt. Den handler om at få noget til at leve, selv om man ikke har den rigtige rækkefølge, det rigtige overskud eller en plan, der ville overleve mødet med en almindelig lørdag.

Haven begyndte som et sted, vi købte. Den blev hurtigt til noget andet. En byggeplads. Et fristed. En konfliktmaskine.

I lange perioder var den, lidt overdrevet sagt, mere byggeplads med planteeksperimenter end have. Skur, værksted, hovedhus, pavillon, drivhus, materialer, opbevaring, adgang, vand, rod og midlertidige løsninger fyldte lige så meget som blomsterne. Måske mere.

Det er først nu, den rigtigt begynder at ligne noget, man med god vilje kan kalde en normal-ish have.

Men netop derfor blev den også Sofies have. Et sted hvor hun kunne få sine ideer ud i jord, træ, zink og blomster. Et sted hvor jeg kunne forsøge at få bare nogle af ideerne til faktisk at stå fast.

Sofie er bogens hovedkraft.

Hun elsker blomster, men ikke på den pæne havebogsmåde. Hun er ikke cottage garden med matchende handsker. Hun er zinkbaljer, Madam Blå, bare ben, lydbog i ørerne og en ide, der allerede er fire ideer længere fremme end resten af verden.

Hun kan gå rundt i haven og være helt i sin egen rytme. Flytte noget. Stille noget. Mærke om et hjørne virker. Se en plante et sted, før der er jord i beholderen. Hun kan også sove 12 timer, hvis hun får lov. Det hører med. Haven er både udladning og opladning.

Min rolle er mere jordnær. Jeg ser ofte arbejdet før jeg ser stemningen. Hvor tungt er det. Hvad mangler. Hvordan skal det bygges. Hvad skal færdiggøres, før næste projekt tager hele weekenden.

Det lyder som en modsætning, og det er det også nogle gange. Men det er ikke kun en konflikt. Haven blev til i spændet mellem Sofies blik for muligheder og min trang til at få ting i mål. Uden Sofie var den blevet for tam. Uden mig var den måske blevet for åben.

Denne bog er skrevet til folk, der gerne vil have en brugbar have, men som ikke gider vente på perfekte forhold. Folk med kolonihave, altan, gård, jordlod eller bare en trang til at plante noget i en gammel beholder. Folk der starter for meget, bliver trætte, begynder igen og alligevel får noget ud af jorden.

Det er også en bog om at være to mennesker i et projekt, der varer længere end man havde forestillet sig.

Og om de mennesker, der kom ind og satte spor undervejs. Familie, børn, kærlighedsrelationer, hjælpere, gæster og folk med maskiner, overskud eller dårlig timing. En have bliver sjældent kun lavet af dem, der ejer nøglen.

Nogle steder mangler der stadig konkrete detaljer fra vores egen kronologi. Dem markerer jeg, hvor de hører hjemme, i stedet for at opfinde pæne minder. Det her skal ikke være en glat version. Det skal være sandt nok til at kunne tåle jord under neglene.

Velkommen til Vild med uvilje.